Log på Kontakt Oversigt Forside
Ugens Noter - Uge 9 

UV-lys skal bekæmpe svamp i økogrønt

Danske økologer vil til at bruge en slags mobilt solarium til at bekæmpe skimmelsvamp i produktionen af frilandsgrøntsager. Metoden er godkendt til økologisk brug i Holland, men de danske myndigheder har endnu ikke givet tilladelse til, at metoden kan bruges i den økologiske produktion i Danmark.

Den nye teknologi bekæmper svampevækst og bakterier på ydersiden af planten, mens man endnu ikke præcist ved, hvordan nyttedyr og mikroorganismer reagerer på lyset. Det såkaldte UV-C lys er det mindst farlige af de tre typer ultraviolet lys. Det bruges bl.a. også til at rense drikkevand og vaskevand i fødevarebranchen. Tidligere har man forsøgsvis bekæmpet ukrudt med UV-lys og har erfaret, at nogle planter er mere følsomme end andre, og metoden vil derfor ikke kunne anvendes i alle afgrøder. Men især løg har vist sig at være meget modtagelige overfor behandlingen, og økologerne forventer at kunne reducere svampeangrebene betragteligt med den nye metode.

Stor interesse for kørekort til husdyr

En gammel stråtækt idyl, lidt jord og et par dyr i en fold. Sådan ser drømmen ud for mange. Men der er lang vej fra drømmen til den er realiseret. Og på vejen er der ikke så få forhindringer i form af regelsæt og lovkrav - for slet ikke at tale om viden omkring dyrenes pasning og trivsel. Derfor har Dansk Landbrug gennem de seneste to år udbudt ”kørekort til husdyrhold”, der giver en introduktion til såvel regler for dyrehold som gode råd til pasning og pleje.

Kurserne, der er status af AMU-kurser, er blevet er så stor en succes, at der nu er oprettet yderligere hold, beretter LRØ i Østjylland, der udbyder fire kursusaftner i løbet af foråret.

- Uddannelsen henvender sig til personer, der har et mindre husdyrhold eller beskæftiger sig med pasning af husdyr. Mange flytter på landet med et ønske om at holde husdyr men uden den store viden og erfaring, og der har været et stort behov for kurser, der skaber overblik og giver gode rutiner. I lighed med vores aktiviteter ”Ny på landet” er kurserne målrettet de, der drømmer om landmandslivet, men som er utryg ved, hvad det fører med sig, forklarer organisationskonsulent Ulrikka Brændgaard Nissen fra Dansk Landbrug, der har udviklet konceptet - bl.a. med opbakning fra Dyrenes Beskyttelse.

Fødevarepriser stiger mindst i Danmark

De danske forbrugere har i det seneste år oplevet lavere prisstigninger på fødevarer sammenlignet med forbrugerne i de øvrige nordiske lande. Det viser en opgørelse fra Eurostat ifølge det svenske nyhedsbrev atl.nu.

I Danmark er prisen på fødevarer steget med 4,4 procent det seneste år, hvilket svarer nogenlunde til den danske inflation. Island topper ikke overraskende listen. Her er priserne på de mest almindelige fødevarer steget med mere end 30 procent. I de øvrige nordiske lande er prisen på fødevarer steget noget mere end den generelle inflation, selv om man ikke har oplevet en økonomisk krise som den, der har væltet islændingenes økonomi. I Finland er prisstigningerne på 10,7 procent, i Sverige 6 procent, mens Nordmændene i år skal betale 5,3 procent mere for deres fødevarer end de gjorde sidste år. 14:51:40

Tyskerne vil have dansk svinekød

Tyske indkøbere foretrækker nu engang de tyske koteletter. Men det danske svinekød indtager en klar nummer to, når de tyske indkøbere vælger deres varer, viser en imageundersøgelse fortaget af Danish Meat Association.

Spørger man tyske indkøbere, hvilke kriterier de lægger til grund for deres indkøb, svarer de kvalitet, friskhed, udskæring, troværdighed og punktlighed hos leverandørerne.

Tyskland opleves at ligge forrest på alle kriterier, men med Danmark på en klar andenplads. Det er især områder som kvalitet, friskhed og ansvarlighed, der er med til at fremhæve det danske svinekøds kvaliteter, men ingen af konkurrenterne rangeres højere end Danmark på nogen af kriterierne.

Tidligere rangerede de tyske indkøbere dansk svinekød højere end det tyske på en række egenskaber, men den tyske produktion har udviklet sig, så den nu er på niveau med den danske på en lang række områder.

Flest gårdbutikker på Sjælland

Det er sjællændere og københavnere, der primært køber ind i gårdbutikker, viser en ny opgørelse af gårdbutikkerne fra Dansk Landbrug. Blandt de godt 200 udbydere på organisationens internetportal www.landkoeb.dk ligger præcis halvdelen på Sjælland.

En del af den sjællandske interesse for det direkte salg kan forklares med stor befolkningstæthed, men øst for Storebælt er der generelt et meget stort og varieret vareudbud, som producenterne med direkte salg skal konkurrere med.

En nærliggende forklaring på, at forbrugerne øst for Storebælt vælger at lægge mange af deres indkøb direkte hos producenterne kan være, at det giver en oplevelse af at komme tilbage til rødder, forklarer fødevarekonsulent Else Nørgaard fra Dansk Landbrug.

- I de urbane områder kan der være et større behov for gennem fødevareindkøbene at snuse til landlivet. Det behov er næppe så presserende, hvis man i forvejen bor langt ude på landet, siger hun og peger på, at københavnerne og sjællænderne altid vil være trendsættende - det gælder både inden for økologi og altså også indkøb i gårdbutikker.

Mælk øger forbrændingsevnen

Vil du gerne tabe dig - og bruger du mange timer i træningscenteret - så er der god grund til at tage et ekstra glas mælk. En ny undersøgelse viser nemlig, at man forbrænder flere kalorier under træning, hvis man dagligt drikker en halv liter mælk.

Sammenhængen mellem mælkeindtag og kalorieforbrænding ligger formentlig i, at man ved at drikke en halv liter mælk får opfyldt sit naturlige behov for kalcium. Kalcium gør, at musklerne arbejder bedre, og at man derfor også kan træne mere effektivt - og dermed forbrænde flere kalorier.
Samtidig betyder mælkeproteinerne, at musklerne har lettere ved at regenerere og så at sige reparerer sig selv efter en omgang hård træning, skriver iform.dk

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: