Mælk kan kurere mælkeallergi
Nye forsøg indikerer, at mælkeallergi kan kureres - med mælk.
Et studie ved John Hopkins Hospitals børnecenter har vist, at børn, der lider af mælkeallergi, kan vænnes til at kunne tåle mælk. I forsøget fik 19 børn med mælkeallergi over en periode på fire måneder enten en stadigt stigende dosis mælkepulver eller et placebo-pulver. Efter fire måneder kunne de børn, der havde fået mælkepulver, indtage op til 1½ deciliter komælk uden at få allergiske reaktioner, mens de børn, der fik placebo-pulver, stadig ikke kunne drikke en teskefuld uden at få problemer.
Forsøget viste, at indtaget af mælkepulver kan "genoptræne immunsystemet til helt at overse eller bedre tolerere de allergener i mælken, som tidligere forårsagede allergiske reaktioner," siger en af forskerne bag undersøgelsen Robert Woods til Reuter's. Forskningsresultaterne er offentliggjort i Journal of Allergy & Clinical Immunology.
Uldsvin på vej til Danmark
Kort før jul kommer en ny svinerace til Danmark. Der er tale om det ungarske uldsvin, der som navnet antyder, er kendetegnet ved at have pels og som findes i såvel en blond og sort/hvid version som i en rød.
De små krøltoppede uldsvin skal på Slagteriernes Forskningsinstitut indgå i et avlsarbejde med en spansk svinerace. Målet er at kunne præsentere forbrugerne for en anderledes smagsoplevelse, for kødet fra de ungarske og de iberiske svin skiller sig ud fra almindeligt svinekød både med hensyn til mørhed og smag. Det er markant anderledes kød med en smag i retning af nødder og med en meget kraftigere fedtmarmorering end vi er vant til fra det fedtfattige danske svinekød.
Inden Slagteriernes Forskningsinstitut kan præsentere ungarske uld koteletter for deres smagspanel, vil der dog gå et års tid. Avlsdyrene skal først til Danmark og frigives efter karantæne, derefter skal der avles på dyrene, og før afkommet af de første uldsvin er slagteklare, er vi inde i efteråret 2009.
GPS på køerne
Hvis noget tyder på, at ko nummer 4.987 har problemer med klovene, eller at nummer 6.793 har været stresset, så er det ikke altid til at se det, hvis man ikke lige ved det. Normalt ville det tage tid for landmanden at opdage de små tegn på, at noget er galt, men nu kan et nyt system hjælpe landmanden til hurtigt at opdage, hvis et dyr har problemer. Fremover vil et nyt GPS-system kunne registrere køernes bevægelse og position i stalden og give besked, hvis en ko opfører sig anderledes end den plejer eller i det hele taget ser ud til at mistrives. Systemet registrerer alt fra ædetid, ventetid og hviletid til aktivitetsniveau og -ændringer. Desuden kan man registrere, hvor i stalden koen bevæger sig. Teknikken observerer, registrerer og bearbejder data, hvorefter de returneres til f.eks. driftslederens håndterminal.
Det nye GPS-system er bl.a. støttet af Fødevaredirektoratets Innovationsfond og blev for første gang præsenteret på landbrugsteknik-messen Agromek i går.
Chokolade med baconsmag er et hit
Mo’s Bacon Bar er navnet på en ny chokoladebar med baconsmag, der har taget englænderne med storm.
Firmaet Selfridges, der er eneforhandler af den nye chokoladebar, melder om alt udsolgt på 48 timer og stor efterspørgsel derefter, skriver Daily Mail.
- Bacon og chokolade lyder som en mærkelig kombination, men udførelsen er fantastisk. Det er en sand eksplosion af smag, og folk elsker det, lyder det fra Selfridges fødevaredirektør Ewan Venters.
Han synes den amerikanske chokoladebar er vidunderlig. Den består af mælkechokolade med røget salt og stykker af røget bacon - og så koster den den nette sum af 60 kr. pr. stykke.
Der er ingen forlydender om, hvornår næste sending af den populære chokoladebar når de engelske forbrugere - og om vi kan forvente at se den på hylderne i danske supermarkeder.
Plaster til svin
Nu er det ikke længere forbeholdt ungerne at få plaster på, hvis de slår sig. En ny type flydende plaster skal sikre, at også grisene kan blive behandlet effektivt, hvis de får skrammer.
Den nye type flydende plaster til svin er blandt nyhederne på landbrugets teknikmesse Agromek, der løber af stablen i denne uge.
Svineplastret er lavet af en form for pasta, der blandt andet indeholder zinkoxid, et planteekstrakt og et desinfektionsmiddel, der tilsammen styrker sårhelingen. Det klæber meget stærkt til huden, er vandafvisende og beskytter derfor såret mod f.eks. vand, urin og fysiske belastninger. Plastret smøres på huden, så det dækker sår og rødmen helt. Derefter skal behandlingen følges dagligt og evt. gentages, lyder anbefalingerne fra producenten.