Log på Kontakt Oversigt Forside
Ugens Noter - Uge 22 

Vellykket jobmatch

To busser har i denne uge fragtet cirka 60 ledige danskere af anden etnisk herkomst på rundtur til landbrugsvirksomheder i Syd- og Østjylland. Landbrugserhvervene har brug for arbejdskraft, og de ledige har svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Målet med ”Veje til beskæftigelse inden for jordbruget” er at finde et match mellem de to behov, og det lykkedes over al forventning. Jobansøgninger blev udfyldt, og ledige og arbejdsgivere fik lejlighed til at se hinanden nærmere an.

Poul Gorm Hansen, erhvervskonsulent i Dansk Landbrug, ser potentialer til mange gode fremtidige medarbejdere for landbrugsvirksomhederne.

- Arrangementet var en klar succes og en positiv oplevelse for alle parter. De ledige kom af egen fri vilje, og deres interesse var overvældende stor. Jeg er sikker på, at mange af dem kommer i job som en følge af arrangementet og nogle i løbet af ganske kort tid, siger han.

Til top

God respons på danske øko-kyllinger

Rose Poultrys første prøveproduktion af danske øko-kyllinger er blevet godt modtaget af de danske forbrugere. De 7.000 slagtede kyllinger blev i sidste uge fordelt til landets 280 SuperBrugser, og Coop melder om pænt salg.

- Vi lancerede dem i vores tilbudsavis til 40 kr. pr. halvkilo og en øko-kylling vejer mellem 1,3 -1,7 kg., så prisen har ligget i gennemsnit på 120 kr. pr. kylling, siger Remi Wideking, fra Coops afdeling for fersk kød.

Næste prøveproduktion er planlagt til at komme ud til forbrugerne i begyndelsen af skolernes sommerferie. På baggrund af erfaringerne bliver det besluttet, om produktionen af danske øko-kyllinger skal op i en større målestok.

Til top

Koldskål godt fra start

Når varmen kommer, stiger lysten til koldskål. Sådan gik det også i år, hvor tørsten efter den populære sommerspise begyndte at slå ud på salgskurven tidligere end sidste år.

Allerede i uge 17, som er tredje uge i april, steg salget til 380.000 liter. To uger efter - i pinseugen - eksploderede salget med knap 900.000 liter om ugen, men det var alligevel for meget af det gode. Ugen efter dalede salget igen til godt 650.000 liter, skriver Mejeriforeningen.

Sidste år begyndte salget af koldskål først at stige i uge 23.

Thiese Mejeri har i år produceret en jordbærkoldskål, og salget går godt, forlyder det, selv om det er svært at ændre på vaner, når det gælder en gammel traditionel dansk ret.

Til top

Hjemmekundskab påvirker kønsroller

Nordiske lande har en stærk tradition for undervisning i hjemmekundskab, og i 1971 blev det gjort obligatorisk for begge køn. Drengebørn af indvandrere er dog knap så begejstrede for faget som de etnisk danske drenge, skriver FoodCulture.

Der er andre kønsmønstre i mange indvandrefamilier, og selv om drenge ikke har noget imod at lave maden, kniber det med oprydning, rengøring og opvask bagefter. De er ikke vant til at tage ansvaret for husligt arbejde på sig, og de får derfor pigerne til at gøre det.

Af samme grund er man nogle steder begyndt at dele undervisningen op i piger og drenge. Så skal der i hvert fald andre argumenter til, hvis den sure oprydning skal skubbes over på de andre.

Under sydlige himmelstrøg er der ikke tradition for at lære den slags i skolen. I Sverige derimod opfatter forældrene faget som vigtigere end biologi, fysik og geografi. I England er faget taget op igen, fordi man fandt ud af, at madfærdighederne hos mindrebemidlede familier var helt forsvundet.

Danskerne spiser for lidt fuldkorn

Man bør spise ca. 75 gram fuldkorn om dagen, anbefaler en ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet. Fuldkorn er med til at nedsætte risikoen for en række sygdomme som hjertelidelser og type 2 diabetes. Alligevel spiser kun 6 pct. af danskere den anbefalede mængde.

For at kunne kaldes et fuldkornsprodukt bør mel og gryn bestå af 100 pct. fuldkorn, mens der bør være mindst 35 pct. fuldkorn i brød og mindst 55 pct. i morgenmadsprodukter, knækbrød og pasta.
En typisk portion havregryn består udelukkende af fuldkorn, mens en skive rugbrød på 50 gram i dag indeholder 16 gram fuldkorn. En portion fuldkornpasta på 125 gram indeholder 41 gram fuldkorn.

Danskerne spiser i gennemsnit kun knap halvdelen af den anbefalede mængde fuldkorn. Især unge mellem 14-24 får for lidt. Børn og ældre er derimod pænt dækket ind, fremgår det DTUs undersøgelse om danskernes kostvaner og fysisk aktiviteter for 2000-2004.

Til top

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: