Dyrevelfærd med forskellige briller
Landmænd og forbrugernes opfattelse af dyrevelfærd hviler på forskellige værdier. Forbrugerne mener typisk, at landmændene skal se dyrene som levende væsner frem for produktionsenheder, mens landmændene oplever, at forbrugerne ser dyrene gennem Disney-briller.
Resultatet er misforståelser og fordomme om hinanden, men sådan behøver det ikke at være, fremgår det af det amerikanske tidsskrift VetInfo.
Afstanden kan nemlig mindskes, hvis både landmænd og forbrugere viste større indlevelse i hinandens verdener.
"Vi skal være bedre til at slå automatpiloten fra, og til at se mangfoldigheden og nuancerne hos hinanden. Mediebilledet tager afsæt i enkeltsager, hvor alle regler er overtrådt. Det er ikke virkeligheden i landbruget, hvor dyrevelfærd er højt på dagsordenen hver dag i staldene.
Landbruget er mangfoldigt, og der findes mange forskellige produktionsformer, hvor dyrevelfærd er indarbejdet på forskellige niveauer. En mere nuanceret fremstilling ville helt klart bringe landmænd og forbrugere tættere på hinanden", udtaler Gert Karkov, viceformand Dansk Landbrug.
Bedre miljø under juletræet
Nu skal juletræer også være miljørigtige. De skal sprøjtes med omtanke og kun i de korte perioder, hvor træerne optager næringsstofferne bedst. Det vil om få år gøre træerne langt mere miljørigtige end de er i dag.
Planerne blev fremlagt på et seminar om juletræsdyrkning afholdt af forskningscenteret for Skov og Landskab.
Juletræsdyrkerne har kronede dage med stor efterspørgsel fra store europæiske markeder. Tyskland, Storbritannien, Schweiz og Norge samt nye kunder som Polen har fået beskeden udsolgt fra danske juletræsdyrkere.
Konsekvensen på den enorme efterspørgsel bliver, at danskerne også må betale mere for deres juletræ. Samtidig bliver træer af ringere kvalitet sendt på markedet blot for at opfylde behovet. Forbrugerne vil mærke en prisstigning på mellem 10 og 20 procent herhjemme.
Stor efterspørgsel på specialvarer
Danskerne er vilde med at købe deres fødevarer direkte ude hos landmænd eller fra landbrugets eget salgssted på nettet landkoeb.dk. Et stigende antal landmænd med kødkvæg melder fra på nettet, fordi efterspørgslen er for stor.
”Kunderne opsøger dem direkte. Vi mærker klart en stigende interesse efter fødevarer købt ved direkte salg,” siger Else Nørgaard, erhvervskonsulent, Dansk Landbrug.
Specielle kødkvæg som bisonokser får mundvandet frem hos forbrugerne, når de passerer en gård med den specielle oksekødsrace på marken. ”Så slår de en smut ind på gården og spørger, om de kan købe kød fra disse kvægtyper,” fortæller hun og tilføjer, at det selvfølgelig er et luksusproblem for landmændene, at de ikke kan følge med efterspørgslen.
”Men det siger noget om forbrugsmønsteret. Antallet af specialbutikker er også steget, og det viser, at forbrugeren vil have større nærhed til fødevarer,” siger hun.
Gyldne tider for økologien
Danskerne er blevet så glade for økologiske varer, at udlandet i stigende grad må forsyne os. Sammenlignet med 2004 steg Danmarks import af økologiske varer med 31 procent til en samlet værdi på 413 millioner kroner. Grønsager og frugt står øverst på danskernes øko-ønskeseddel. Det grønne udgør 39 procent af den samlede danske øko-import. I 2005 steg salget med 36 procent. Holland er suverænt i førertrøjen, når det gælder eksport af frugt og grønt til Danmark, efterfulgt af Tyskland og Italien.
Den danske eksport af økologiske varer viser et fald. Størstedelen af faldet skyldes, at en stor del af forarbejdningen af kaffe, te, chokolade og krydderier er flyttet til udlandet. Når den post er taget ud, er der også stigende kurver på den danske øko-eksport. Specielt er eksporten af svin til England steget, og mængden af økologiske mejerivarer til Tyskland er også vokset markant.
Havestolen skal også være bæredygtig
Nu er det ikke nok, at havestolen ikke braser sammen. Træet, den er lavet af, skal komme fra bæredygtigt landbrug. Det gælder altså ikke kun subtropiske træsorter, men helt almindelige danske sorter dyrket i danske skove. Siden 2001 er der solgt mærket træ fra enkelte danske skove, og nu er statsskovene kommet med. Mærkningen garanterer, at træet stammer fra bæredygtigt skovbrug, der tager hensyn til natur, dyr og mennesker.
Dansk Landbrug er tilfredse med udviklingen mod øget certificering.
”Alt, hvad der sikrer en bæredygtigt produktion, ser vi som et fremskridt,” siger Jens Østergaard, miljøkonsulent, Dansk Landbrug.
Der er en klar tendens til, at der kommer mere fokus på certificering. Blandt andet har der været stor interesse for at få tilskud til de såkaldte grønne driftsplaner, som for mange skovejere kan være det første skridt mod en certificering.