Log på Kontakt Oversigt Forside
Ugens Noter - uge 23 

Landmænd siger ja til fusion

Dansk Landbrug sagde i dag ja til fusionen mellem primærproducenter og fødevarevirksomheder. Det skete ved et ekstraordinært delegeretmøde i Vejle. Dermed er man et stort skridt videre mod en endelig vedtagelse af organisationen Landbrug & Fødevarer senere i dag.

Michael Brockenhuus-Schack blev uden modkandidater valgt til at stå i spidsen for primærlandbruget i Landbrug & Fødevarer. Han afløser Peter Gæmelke, der efter 14 år som landbrugets ubestridte førstemand, valgte at gå af i forbindelse med fusionen.

Den nye formand har foruden en landbrugsfaglig baggrund også en fortid i finansverdenen, og det er en kombination, han vil bruge i det fremtidige politiske arbejde

- Jeg mener, at det er vigtigt med en langsigtet overordnet politisk indsats, der er baseret på en klar strategi for landbruget som erhverv. Et moderne landbrug har kun eksistensberettigelse, hvis der er balance mellem erhvervets økonomiske interesser og samfundets interesser. Målet for os må være at sikre størst mulig produktion med mindst mulig negativ natur- og miljøeffekt og størst mulig beskæftigelseseffekt - dermed sikrer vi os den respekt, som vores erhverv fortjener, siger Michael Brockenhuus-Schack.

Landmænd er blevet mindre risikovillige

Landmændene har fået øjnene op for, at vejen ud af den aktuelle krise ligger i at fokusere på indtjeningen og den daglige drift. Det viser en spørgeundersøgelse blandt de delegerede på dagens ekstraordinære delegeretmøde i Dansk Landbrug.
- Der er næppe nogen tvivl om, at bankerne i årene fremover vil lægge mindre vægt på bevægelserne i jordpriserne og mere på erhvervets evne til at udvise et positivt driftsresultat, når de skal vurdere, om de vil yde lån til nyinvesteringer. Det er formentlig ikke en situation, der vil forsvinde, når finanskrisen er ovre, siger vicedirektør i Dansk Landbrug Lone Saaby.

Hun vurderer, at der de næste mange år frem vil være fokus på landbrugets evne til at tjene penge.

- Det er meget positivt at se, hvordan landmændene har indrettet sig på de nye vilkår - men det er betænkeligt, hvis den stramme kreditsituation låser erhvervet fast i status quo uden udviklingsmulighed for de landmænd, der beviser, at de sagtens kan tjene penge på driften, påpeger Lone Saaby.

Kurven vender for landbruget allerede i 2010

Mens de økonomiske vismænd spår om, at krisen vil fortsætte ind i 2011, kan landmændene se frem til bedre tider allerede i 2010. Det viser en ny indkomstprognose fra Dansk Landbrug. Landmændene skal dog først igennem et meget hårdt år i år, hvor høje foderpriser og lave afregningspriser betyder røde tal på bundlinjen hos de fleste.

- Når vi kommer ud af 2009 er de fleste frigjort fra nogle meget dyre foderkontrakter, afregningspriserne er på vej op og den faldende rente har også bidraget til at nedbringe landmændenes renteudgifter. Desuden viser en rundspørge, at landmændene i stigende grad fokuserer på at optimere den daglige drift, forklarer erhvervspolitisk konsulent Kirsten Lund Jensen, der har lavet indkomstanalysen.

Gode kunder kan ikke låne penge

Bankerne har fortsat stor tillid til landmændene og deres økonomi. Men de er ikke villige til at tage risikoen ved at finansiere yderligere investeringer, og det kan risikere at tvinge erhvervet i knæ, lød det i dag på Dansk Landbrugs ekstraordinære delegeremøde i Vejle.

I en spørgeundersøgelse foretaget af Dansk Landbrug, har kun godt 3,4 procent oplevet at få beskåret kassekreditten, mens 20,7 procent har fået afkortet betalingsfrister på leverandørkreditter.

- Undersøgelsen bekræfter det billedet, vi har fra bankerne: At de betragter vores medlemmer som gode kunder - men at de ikke tør løbe risikoen ved at finansiere yderligere investeringer i erhvervet, forklarer vicedirektør i Dansk Landbrug Lone Saaby.

Spørgeundersøgelsen viser nemlig også, at kun godt 30 procent af landmændene vil gennemføre deres udvidelsesplaner som planlagt på grund af manglende lånemuligheder og usikre indtjeningsforhold.

- Det understreger i høj grad, at bankpakkerne ikke har virket efter hensigten, når eller gode kunder med fokus på indtjening ikke kan få lov til at gennemføre de investeringer, de har planlagt, siger Lone Saaby.

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: