Ny klimarapport fra Fødevareministeriet
12-12-2008
Torsdag den 11. december offentliggjorde Fødevareministeriet en længe ventet rapport om landbrug og klima, udarbejdet af Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet og Fødevareøkonomisk Institut. Rapporten beskriver, på hvilke områder landbruget kan mindske sin klimapåvirkning, og hvad det koster.
Rapporten fremhæver fire virkemidler, der er særligt interessante, idet de forener et højt reduktionspotentiale med relativt lave samfundsøkonomiske omkostninger. Virkemidlerne er:
- Husdyrgødning til biogas
- Dyrkning af flerårige energiafgrøder (pil)
- Halm til kraftvarme
- Udtagning af lavbundsjorde
Disse virkemidler kan ifølge rapporten reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med ca. 2,7 mio. ton om året inden 2020, men 2/3 af dette potentiale udgøres af bioenergiens CO2-fortrængning. Efter gældende EU-regler godskrives denne reduktion ikke landbruget, men derimod energisektoren. Den sidste tredjedel, som godskrives landbruget, svarer til ca. 7 pct. af den årlige udledning fra sektoren.
Den samlede effekt af alle virkemidler, der er regnet på i rapporten, opgøres til 3,85 mio. tons pr. år. Det svarer til en reduktion af landbrugets udledninger på 32 procent inklusiv bioenergiens CO2-fortrængning og 15 pct. uden.
Rapporten beregner reduktionsomkostninger for virkemidlerne uden at tage hensyn til afledte økonomiske effekter. Eksempelvis beregnes der lave omkostninger for drivhusgasreduktioner gennem begrænsninger i den animalske produktion, uden at indregne nedgangen i beskæftigelsen. Dermed er beregningerne udført på et misvisende grundlag, hvilket Alex Dubgaard fra Fødevareøkonomisk Institut også redegjorde for ved lanceringen af rapporten.
Rapporten mangler et større fokus på synergieffekter, som stort set ikke medregnes i analyserne. Der regnes således isoleret på reduktion af drivhusgasgasser, uden hensyntagen til, om virkemidlerne løser udfordringer på miljø- og naturområdet samtidig. Således vurderes forbrændingen af husdyrgødningens fiberfraktion eksempelvis at være uinteressant, til trods for de åbenlyse fordele for såvel klima som miljø, natur og energi.
Dansk Landbrug udsendte en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten - pressemeddelsen kan læses her
LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: