Log på Kontakt Oversigt Forside
Forhandlinger i EU om pesticider  
12-12-2008

EU har nu indledt de afsluttende forhandlinger om forordning om godkendelse og markedsføring af pesticider og om rammedirektiv om bæredygti ganvendelse af pesticider. Der har været afholdt to møder mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Ved disse møder er man nået frem til et kompromis vedrørende forordningen. Kompromiset indeholder bl.a. gensidig anerkendelse af godkendelse af pesticider inden for tre klimazoner, hvor Danmark, som følge af den danske regerings ønske, er placeret i den nordlige zone. Endvidere synes der enighed om regler for afskæringskriterier - de såkaldte cut-off-kriterier - som ligger meget tæt på Kommissionens og Rådets fælles holdning. I den forbindelse er det fortsat uvist hvilke pesticider, der vil udgå fra markedet som følge af, at de har en hormonforstyrrende effekt. Det er nemlig ikke muligt at få fastlagt veldefinerede krav inden forslaget vedtages.

Der er fortsat stor uenighed om reduktionsmål for brugen af pesticider. Mange lande er imod sådanne reduktionsmål, og der afholdes møde igen i dag, hvor man skal forsøge at finde et kompromis.

Dansk Landbrug glæder sig over, at stort sat alle de vidtgående forslag fra Parlamentets Miljøudvalg nu er faldet bort, men vi følger fortsat forhandlingerne. Lykkes det ikke parterne at finde et kompromis inden Parlamentets plenarsamling den 22. januar 2009, kan alle forslagene falde på gulvet inkl. godkendelse i klimazoner og skrappere afskæringskriterier.

Michael Brockenhuus-Schack havde i fredags et møde med miljøminister Troels Lund Poulsen om forhandlingerne i EU. Her nævnte Dansk Landbrug bl.a. problemerne med placeringen af Danmark i den nordlige zone og appellerede til, at man fra dansk side støtter muligheden for, godkendelse af et middel, som er godkendt i eksempelvis Tyskland (nabozone). Derved kan man afbøde noget af effekten af placeringen i den nordlige zone. Endvidere blev det kritiseret, at der ikke foreligger konsekvensberegninger af forslagene med hensyn til effekten af de opstrammede afskæringskriterier. Ministeren gav ikke klare svar på, hvordan man fremover i Danmark vil administrere de kommende EU-regler.

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: