Log på Kontakt Oversigt Forside
Hvad koster det, som er gratis? 
Formandsbrev i LandbrugsAvisen 1. sep. 2006
Af Gert Karkov
Viceformand for Dansk Landbrug


Det skærper vores interesse, når noget er gratis. Gratisbevægelsen har godt fat i os alle. Det er nærmest en folkesport - gratis smagsprøver og gratis spisning - det trækker i os.

I øjeblikket er det gratis aviser der fylder medielandskabet. Ved første øjekast er det utroligt, så filantropisk de store mediehuse er. De kappes om at berige os danskere med en gratis avis. Men ved nærmere undersøgelse er det ikke rent filantropi. Nej der er mange penge i gratis - mange annoncepenge. Og det er en benhård kamp. Så "gratisavis " er ikke gratis for nogen. Prisen for det, som er gratis, går via annonceudgifterne i virksomhederne, og regningen ender hos… selvfølgelig os kunder.


Der er nemlig ikke noget der er gratis. Vi landmænd får jo også et hav af "gratisaviser", men vi kommer til at betale dem i den sidste ende. Det samme gør sig gældende, når firmaer proklamerer, at vi sammen med køb får gratis rådgivning. Undskyld men det har vi også betalt for.


Et andet eksempel på gratisbevægelsen er forbrugerminister Lars Barfoeds forbud mod import af kød med salmonella. Stor var forundringen i samfundet nemlig over, at forbuddet vil betyde, at udbuddet af kød bliver mindre og prisen stiger! En årelang, målrettet dansk indsats mod salmonella er naturligvis ikke gratis - men det glemmer de danske politikere bare at fortælle borgerne.


Lars Barfoed slår ud med hånden og lover salmonellafrit kød. Han glemmer bare at fortælle, at det selvfølgelig koster i sidste ende. Danske landmænd har betalt og betaler stadig millioner til at sikre en høj fødevaresikkerhed. Det smitter selvfølgelig af på prisen for fødevarerne. Vi driver nemlig heller ikke filantropisk virksomhed - men et erhverv vi skal leve af - ganske som "gratisaviserne".


Disse udkommer da heller ikke de steder, hvor der ikke er penge. Det er kun i de egne, som har en god indtægt og et købedygtigt publikum, at de udkommer. Der skal bo potentielle kunder, som kan reflektere på de annoncer, der dumper ind af brevsprækken til de udvalgte.

De mindre provinsbyer og landdistrikter er på forhånd valgt fra. Vi er ikke egnede til gratisbølgen - men vi får lov at betale for, at de udvalgte får gratisavisen. Og endnu værre, så risikere vi til sidst ikke engang at kunne få den daglige avis, som vi på landet betaler for. Den er nemlig blevet udkonkurreret af de aviser, som er gratis.


Alting har sin pris – også det, som er gratis!

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: