Log på Kontakt Oversigt Forside
Helbredstjek 
 En bil skal til syn jævnligt, når den når en vis alder. Det samme er fornuftigt, at vi selv gør. Får et helbredscheck, hvor vores blodtryk, kolesterol etc. bliver målt. Men det er vigtigt, at dette helbredstjek bliver foretaget, inden sygdommen slår til. Vi skulle jo gerne kunne bruge helbredstjekket til at gøre noget ved det. Gøre noget ved det, som et helbredscheck viser, at vi gør forkert med vores liv.

Lidt på samme måde har EU-kommissionen nu bebudet, at EU’s landbrugspolitik skal have et helbredscheck. Et helbredstjek, som jeg byder meget velkommen.

Et oplagt emne for helbredstjekket er krydsoverensstemmelse. Et budskab som i sidste uge gik klart igennem i Bruxelles fra et samlet landbrug i EU til landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. Krydsoverensstemmelse er et vigtigt instrument i forhold til vores anseelse i samfundet. Det er okay at klare overtrædelser af fælles love bliver kontant straffet. Men det er ikke okay, at reglerne bliver ført ud i livet med meget forskellig intensitet rundt omkring i EU’s medlemslande. Derfor mener jeg, at de nationale regeringers implementering af krydskrav i højeste grad også skal underlægges et helbredscheck. Og det kan ikke afvente at ventelisten i EU-bureaukratiet giver plads. Vi skal have politikerne på banen. Det er deres opgave at sikre ret og rimelighed i de juridiske og bureaukratiske afgørelser i forhold til befolkningen. Krydskontrollens håndtering i Danmark vidner om en nidkærhed som er utrolig. Kontrolsystemernes opbygning og udbygning er nærmest uhyggelig.

Faktisk mener jeg, at der her er en oplagt mulighed til at få bugt med ”Kontrol-og-regel-Danmark”, for regeringen. Det Danmark vil regeringen jo gerne reducere med op til 25 procent. Jeg tror, at alene en forenkling af reglerne for krydsoverensstemmelse kan få regeringen tættere på sit mål.

Dyrevelfærdskontrollen er også et eksempel på nidkærhed. Jeg ønsker bestemt ikke kontrollen afskaffet. Det er ikke nogen god løsning, hvilket årlige rapporter med al tydelighed viser. Men vi bliver nødt til at spørge os selv om følgende: Har vi kontrollen for kontrollens skyld? Eller har vi kontrol for at forbedre forholdene for landmænd, dyr og forbrugere? Er kontrollens formål at finde syndere? Eller at arbejde for at reglerne overholdes? Jeg føler, at vi er ved at skabe et samfund, hvor den ene halvdel skal kontrollere den anden for kontrollens skyld. Selvfølgelig skal regler og love overholdes, men sanktioner skal stå i forhold til forseelsen. De skal relateres til det, vi som landmænd har overblik over og mulighed for at påvirke. Derfor håber jeg, at helbredstjekket af EU-landbrugspolitik og ”Kontrol-og-regel-Danmark” vil give mulighed for ikke blot at konstatere, at patienten er syg, men også finde en kur.


Formandsbrev i LandbrugsAvisen 13. okt. 2006
Af Gert Karkov
Viceformand for Dansk Landbrug

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: