Log på Kontakt Oversigt Forside
Ugens gode oplevelser 

Formandsbrev i LandbrugsAvisen 11. nov. 2005
Af Henrik Høegh
Viceformand for Dansk Landbrug

Det er ikke dårligt, når man inden for en uge får to gode oplevelser - vores delegeretmøde og finansloven.

Den største og helt igennem positive oplevelse var delegeretmødet. Vi har efterhånden afviklet mange møder også i regi af Dansk Landbrug. Alligevel er det hver gang berigende og inspirerende at lytte til så mange indlæg fra landmænd, der kvalificeret og dygtigt brænder for at udvikle vores erhverv og synliggøre dagligdagens frustrationer. Det er nu engang de folk, der har skoen på, som ved, hvor den trykker.

Fra virkeligheden

Derfor er jeg også glad for, at så mange embedsmænd fra styrelser, institutioner og ministerier er til stede for at lytte. Det er folk, der sidder med det lovforberedende arbejde og derfor har brug for input fra virkeligheden. Selvfølgeligt ville det være rart med flere politikere fra de otte folketings-partier - men det er glædeligt, at fødevareministeren gav sig god tid.

Opgaven for bestyrelsen og for os i formandskabet er nu at samle op på de signaler og forslag, der lå i de mere end 50 kommentarer til formandens beretning.

Målt i kroner og ører vejer ugens anden oplevelse nok tungere, til gengæld rummede den både positive og mindre positive elementer.

Spildte penge?

Ros til regeringen for at fastholde sit løfte om at reducere den urimelige jordskat i takt med, at landbrugsstøtten sættes ned. Men jeg er overrasket over, at skovarealerne nu pludselig skal nyde godt af, at landbrugets EU-tilskud sænkes. Det har ikke tidligere været på tale og burde heller ikke være det nu. Heldigvis holdt forligsparterne landdistriktsmidlerne uden for aftalen. Det ville også have været i strid med regeringsgrundlaget, for de penge går ikke i landmandens lommer. 

Samme dobbelt-holdning har jeg til afgiftsnedsættelsen på biodiesel.  Det er godt, at regeringen omsider har slået hul på sin totale afvisning af biobrændsler. Det fremmer brugen af rapsolie til biodiesel og kan måske bane vejen for animalsk fedt til samme formål. Men vores virkelige udviklingsmulighed ligger på bioethanolen. Det er her Danmark har et forspring, som vi risikerer, udlandet render med, fordi regeringen - stadig - ikke melder, hvad den vil i den retning. Forskningsinstitutioner og de virksomheder, som har udviklet og fortsat udvikler unikke teknikker, må spørge sig selv, om pengene er spildt - med mindre de søger udenlands.

Lidt imponeret

Derimod glæder jeg mig over, at økologerne slap for kontrolgebyret på de 10 mio. kr. Og så er jeg meget tilfreds og lidt imponeret af, at vi for 5. år i træk ser en finanslov med et skattestop og en generel ansvarlig økonomisk politik.

Alternativerne fra oppositionen var dybt skræmmende!

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: