17. okt. 2005
Dansk Landbrug og Danmarks Naturfredningsforening:
-Tilsyneladende mener fødevareministeren, at vi har natur nok her i landet, siger Dansk Landbrug og Danmarks Naturfredningsforening. I hvert fald er der ikke sat tilstrækkelige midler af til landdistriktsordningerne i 2005, og det rammer de såkaldte miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ).
Fødevareministeren lægger også for ansøgningsåret 2006 op til, at kun Natura 2000-områderne kan komme i betragtning til tilskud, og det finder såvel formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke, som præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Poul Henrik Harritz, stærkt kritisabelt.
-Vi er enige i, at pengene skal anvendes til de ansøgninger, hvor effekten af den miljøvenlige drift er størst - det vil sige, at arealer indenfor Natura 2000-områder skal prioriteres. Men det er helt galt, at der ikke er penge nok til også at fremme MVJ-ordningerne udenfor Natura 2000-områderne.
-MVJ-ordningen tilgodeser store værdifulde naturarealer. Uden tilskud til fortsat MVJ-drift vil disse arealer efter al sandsynlighed blive drevet som almindelig landbrugsjord igen. Og det vil være et stort tab af naturværdier i Danmark.
-Ministeren må mene, vi har "råd" til at sløjfe naturområder udenfor de internationale beskyttelsesområder, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Landbrug.
De to organisationer foreslår, at der fortsat skal kunne tegnes MVJ-aftaler udenfor Natura 2000-områder, når
- arealet indgår i et større naturgenopretningsprojekt,
- arealet er en fortsættelse af tidligere aftale om miljøvenlige drift af stor natur- og/eller miljømæssig værdi og
- arealet er af stor miljø- og/eller naturværdi, herunder sikring af overfladevand, drikkevand eller kulturværdier.
Yderligere oplysninger hos:
Peter Gæmelke, Dansk Landbrug, tlf. 40 17 52 87 og
Poul Henrik Harritz, Danmarks Naturfredningsforening, tlf. 21 73 12 13