Kabalen er gået op. De nye byråd er valgt, og dermed kender vi også de mennesker, der skal stå i spidsen for de storkommuner, som på en lang række områder har indflydelse på vores erhverv.
I landbruget har vi længe forberedt os på de nye tider. Med dannelsen af de såkaldte KommuneNetværk har vi skabt en pendant til den kommunale struktur. Nu gælder det bare om at få spillet ud.
Først og fremmest skal KommuneNetværkene synliggøre overfor de nye kommunalbestyrelser, at landbruget også vil være med til at gøre en forskel i landområderne. Det gælder om at få aflivet myterne om, at landbruget er et belastende erhverv, der spiller en stadig mindre rolle.
For sandheden er, at vi har mange gode kort på hånden.
De gode kort
En undersøgelse mellem otte sektorer viser, at landbruget og fødevaresektoren er et samfundsmæssigt ressourceområde. Ud af de otte sektorer nemlig turisme, energi/miljø, transport, IT/kommunikation, møbler/beklædning, bygge/bolig, medico/sundhed og fødevarer tegner fødevaresektoren sig som den største sektor, når det gælder omsætning, den næststørste sektor når det gælder eksport og beskæftigelse samtidig med, at sektoren er meget stærkt regionalt funderet.
I og for sig ikke så sært, al den stund landbruget er bundet til jorden og dermed kun i begrænset omfang kan flytte produktionen bort. Det vil sige vækst og udvikling skabes i nærområdet.
Tallene stammer fra Danmarks Statistik, der i modsætning til tidligere har opgjort sektorens betydning i hele værdikæden fra jord til bord altså fra primærproducent over forarbejdning til salg. Konklusionen er, at landbrugets værdi for samfundet er langt større end antaget, og at der for hver beskæftiget i fødevaresektoren skabes langt større omsætning end f. ex. indenfor turisme.
Med dette budskab har landbruget et godt kort overfor politikerne i de nye storkommuner.
En trumf
Et andet godt kort, som KommuneNetværkene kan spille ud, gælder miljøområdet. I opgavefordelingen mellem stat, region og kommune, skal kommunerne administrere de retningslinjer, som fastlægges fra centralt hold.
Derfor må KommuneNetværkene forhindre at amternes landbrugsforskrækkelse flytter med ud i kommunerne. Vores trumfkortet her er udsagn fra bl.a. Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks JordbrugsForskning om de markante fald i landbrugets udledning af kvælstof, fosfor og ammoniak. Endelig skal vi også spille det kort, der hedder, at landbruget på grund af sin effektivitets-evne er i stand til at lave grøn natur og fødevarer samtidig.
Selv om det giver et vist overblik at sidde i baghånd, er det sjældent fra dén position, man får meldingen. Derfor handler det at placere sig i forhånd, når spillet med de nye politikere og embedsfolk starter.