Befolkningens opbakning til landbruget er vigtigt - derfor udgiver Landbrugsraadet og Dansk Landbrug en pjece, der viser erhvervets meget flotte miljøresultater de seneste 20 år.
- Det er tankevækkende, at to ud af tre danskere ikke ved, at landbruget i løbet af de seneste 20 år har halveret udvaskningen af kvælstof og dermed bidraget til et bedre miljø.
Sådan lyder kommentaren fra Peter Gæmelke, præsident for Landbrugsraadet og formand for Dansk Landbrug, til en befolkningsundersøgelse, som Observer Danmark A/S har lavet for organisationerne.
- Befolkningens opbakning til vores erhverv er vigtig for os, og derfor skal vi blive bedre til at fortælle om de flotte resultater, vi har opnået - bl.a. på miljøområdet. Ellers bliver billedet af dansk landbrug alt for negativt, siger han.
Derfor udgiver Landbrugsraadet og Dansk Landbrug nu pjecen "Husdyrproduktionen og Miljøet", der i overskuelige vendinger gennemgår landbrugets miljøresultater de seneste 20 år. Her fremgår det bl.a., at kvælstofudvaskningen fra 1985 til 2003 er faldet med ca. 50 pct. til 150.000 tons, at fosforoverskuddet i samme periode er faldet med 58 pct., og at ammoniaktabet er faldet med 33 pct. - markante reduktioner, ikke mindst i lyset af, at antallet af dyreenheder har ligget nogenlunde stabilt på 2,5 mio.
Peter Gæmelke er dog tilfreds med andre dele af befolkningsundersøgelsen.
- Vi er meget glade for, at tre ud af fire danskere er enige med os i, at det er vigtigere at fokusere på miljøpåvirkningen end på et bestemt antal husdyr. For når vi kan nedbringe påvirkningen af miljøet, selv om antallet af dyreenheder er konstant eller endda svagt stigende, så er det jo af mindre betydning, hvor mange dyr, der er i staldene, siger Peter Gæmelke.
Han understreger, at den positive udvikling i landbruget vil fortsætte, bl.a. på grund af den dynamiske udvikling i landbruget. Den medfører, at husdyr samles i færre, topmoderne stalde, der er indrettet på baggrund af den nyeste viden og teknologi vedrørende dyrevelfærd og miljø.
Pjecen sendes til relevante politikere og opinionsdannere og kan downloades her.
Om undersøgelsen
Observer Danmark har gennemført telefoninterview med 1.000 danskere. På spørgsmålet: "Mener du, at udledningen af kvælstof og fosfor fra landbruget de seneste ti år har været stigende, faldende eller uændret" svarer 50 pct. stigende, 29 pct. faldende og 21 pct. uændret. Det korrekte svar er, at udledningen har været faldende, fra ca. 300.000 tons til 150.000 tons. På spørgsmålet: "Hvis landbrugsproduktionen skal reguleres yderligere, hvad er så vigtigt for dig" svarer 73 pct. at begrænse miljøbelastningen, 14 pct. at begrænse antallet af dyr, 7 pct. at landbrugets produktion ikke skal begrænses yderligere og 6 pct. at begrænse lugtgener.
C:\DL\5786\husdyrproduktionspjece.pdf,