15-05-2009
En af de ting 4H har ekstra fokus på i øjeblikket, er de unge mellem 14 og 25 år. Der er masser af gode rejsetilbud netop til denne aldersgruppe. Bare i år er der mulighed for at komme på Nordisk Lejr i Norge, Nordisk Ungdoms-uge i Norge, Lederskole på Grønland og Temaseminar i Sverige.
Nordisk Lejr er en rigtig god måde at komme ud og opleve fællesskabet mellem 4Here fra hele Norden. For dem som ikke før har været ude at rejse på egen hånd, er der gode og trygge rammer med fælles transport til Norge og danske ledere med under hele turen. Og der er masser af oplevelser: Havfiskeri, sightseeing, temadage, skovture, socialt samvær og nye venskaber på tværs af landegrænser.
Lederskole
I år tager to unge 4Here på Lederskole på Grønland. Det giver en fantastisk mulighed for at udvikle sig til at blive en god leder, og er samtidig en oplevelse for livet i den grønlandske kultur og natur. Det giver 4H mulighed for at opbygge et netværk af unge ledere, som kan være med til at udvikle nye projekter for og med unge.
Besøg på finsk
Hvis man har mod på at rejse alene og gerne vil opleve kulturen i Finland, tilbyder 4H et ophold hos en finsk værtsfamilie i op til tre uger. Det er en helt speciel oplevelse, som er med til at udvikle de unge til at blive selvstændige og træne deres engelske. Mulighederne i 4H er mange, og lige nu er vi i gang med at sikre os, at alle de unge ved, at tilbuddene findes, så endnu flere fremover vil benytte sig af muligheden for at rejse.
Indlæg i LandbrugsAvisen 15-05-2009
Af Rikke Boss, formand 4H
LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: