Log på Kontakt Oversigt Forside
Nationalparker 
29. jun. 2007

Kort fortalt

Danmarks første lov om nationalparker blev vedtaget den 24. maj 2007. Miljøministeren har besluttet, at Thy bliver det første område, der skal igennem udpegningsproceduren med henblik på at blive udpeget som nationalpark.

Udover at pege på Thy som den første nationalpark har miljøministeren peget på Skjern Å og Mols Bjerge som områder, hvor udpegningsproceduren kan igangsættes i slutningen af 2007.

Kongernes Nordsjælland og Vadehavet er ifølge ministeren de næste områder, der er oplagte at udpege. Her er ministeren og de øvrige forligspartier dog enige om, at der er behov for nye forslag til områdernes nærmere afgrænsning og i forhold til Vadehavet endvidere, at der er behov for en fornyet lokal debat for at skabe lokal opbakning.

Lovens formål

Formålet med loven er at skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning. Samtidig oplister loven en række andre forhold, der skal styrkes/fremmes/understøttes:

  • naturens fri dynamik
  • geologiske og landskabelige værdier
  • kulturhistorie
  • forskning, undervisning og formidling
  • friluftsliv
  • lokalsamfund, herunder erhvervslivet.

Hvordan udpeges nationalparkerne

Før en nationalpark kan oprettes, skal en fastsat udpegningsprocedure gennemføres, bl.a. fastsætter loven krav om offentlig inddragelse. Formålet med proceduren er at sikre bred offentlig opbakning til nationalparken samt sikre, at parken opfylder kriterierne for at kunne udpeges nationalpark, jf. lovens formål.

For hver nationalpark oprettes en nationalparkfond, der ledes af en nationalparkbestyrelse. Medlemmerne i bestyrelsen indstilles af berørte organisationer, kommuner og staten.

Til at rådgive nationalparkbestyrelsen i større sager og om principielle spørgsmål nedsættes et nationalparkråd med medlemmer bl.a. fra berørte myndigheder, organisationer, erhvervsliv.

Betydning for landbruget - virkemidler

Loven giver ikke mulighed for tvangsindgreb over for private lodsejere. Alle aftaler, der indgås, er frivillige, og der gives kompensation for tabt fortjeneste.

Dansk Landbrug mener

Dansk Landbrug finder det positivt,

  • at loven bygger på et hovedprincip om frivillighed,
  • at aftaler, der resulterer i rådighedsindskrænkninger for den enkelte lodsejer, vil ske mod betaling,
  • at der vil blive en tydelig afgrænsning af nationalparkerne, og
  • at der skal udarbejdes en plan for etablering og udvikling af nationalparken.

Herudover mener Dansk Landbrug, at Thy er et udmærket sted at starte med nationalparkerne. Størstedelen af arealet er statsejet og der har ikke været store uoverensstemmelser mellem interessenterne i området.

For så vidt angår de andre områder må vi afvente og se, hvad der sker, men vi vil arbejde for at sikre, at der ikke udpeges nationalparker i områder, hvor der ikke er bred lokal opbakning til nationalparken.

Yderligere oplysninger: Karen Munch Mortensen, 33 39 46 56

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: