Generalforsamling 2009 - Beretning
Efter et turbulent efterår 2007 med stigende verdensmarkedspriser kom vi endelig i gang med at etablere vårafgrøderne. Med stor variation fra landsdel til landsdel blev såtidspunktet mange steder med 2 til 3 ugers forskel, og dette kom til at sætte sit præg på hele vækstsæsonen.
En god fremspiring af frøene samt vellykkede ukrudtssprøjtninger gjorde, at de fleste marker stod flot i en periode. Når jeg siger det på denne måde, er det fordi, at ikke alle steder kom der tilpas nedbør, og når en afgrøde lider af vandmangel, så kommer det til at se sørgeligt ud. Markerne stod i 15 til 20 cm. højde (spinat), og frøsætningen begyndte alt for langt nede på planten.
Nu kommer først problemerne. Skadedyr. Lusene var utroligt svære at slå ihjel, og 4 til 5 sprøjtninger kunne nogenlunde holde trit med angrebet. Skadedyrene var et problem i de fleste havefrøarter og kun få steder hårdere angrebet end andre. Når man kørte rundt i landsdelen kunne man nemt se, hvilke områder der havde fået nedbør, og misundelsen kunne mærkes indefra ved tanken om, at "bare det var min mark".
Begrænset nedbør frem til høst lignede en hurtig, nem og let høst. Så kom regnen, og som de foregående år skulle det igen blive vanskeligt at få afgrøderne generelt i hus. Stor variation i kvantitet og kvalitet hos den enkelte avler, igen set over hele landet, da flere steder opnåede normalt udbytte. Ikke kun avleren står med et problem, når der ikke kommer frø ud af afgrøden. Også firmaerne mangler frøet, og her ligger en opgave for dem til at forklare deres forretningsforbindelser, at der kommer mindre frø frem til slutkunden.
Kontrakterne som lå til grund for at dyrke havefrø, blev forhøjet en del i forhold til, hvad man kunne opnå i maltbyg og fremavlsvintersædskontrakter. Ikke alle avlere har kunnet opnå denne højere pris, sådan som vækstsæsonen har været, og nogle vil nok gerne have en mere sikker afgrøde de kommende år. Bestyrelsen mener, at avlen skal afregnes med en fornuftig pris, uanset hvilken pris man kan opnå på en alternativ afgrøde. Det ekstra arbejde samt omhyggelig rettidighed skal belønnes, og vi vil opfordre firmaerne til at holde afregningen på et rimelig grundlag for at opretholde den gode faste stab af avlere, som interesserer sig for havefrø. Dette er vigtigt.
I det forgangne år afholdt vi en sommertur, hvor vi gerne ville dele sol og vind lige mellem landsdele og firmaer. Langeland, Vestsjælland samt Falster var målet for vores tur med firmakonsulenter til at fortælle om gode tiltag i marken, og hvad der kan gøres bedre. Det store samtaleemne: Skadedyr.
4 bestyrelsesmøder, hvoraf 1 telefonmøde, samt forsøgsparceller på Flakkebjerg er gennemgået og umiddelbart ser det svært ud for den kommende sæson rent ukrudtsmæssigt. Vi har svært ved at finde alternativer til nuværende ukrudtstrategi, men vi gør, hvad der er muligt rent forsøgsmæssigt. Vi skal finde nye midler/ kombinationer til spinat, kål, skorzonerrod, purløg og en bedre bekæmpelse af skadedyr. Ved forhandlingerne i Promilleafgiftsfonden fik vi igen en fornuftig del af midlerne til forskning og forsøg.
Tidligere forenings- og bestyrelsesmedlem Jens Sivert Brogaard, 63 år, afgik ved døden 6. dec. En særdeles dygtig avler, altid glad og fuld af forslag, som vi i bestyrelsen havde stor glæde af.
Bestyrelsen vil gerne takke Inger og Thomas, som altid er hurtige med svar samt en tak til firmaerne, djf, som vi har et godt og tæt samarbejde med.
LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: