Log på Kontakt Oversigt Forside
Leder 11-2008 - Lys fremtid for fjerkræproduktionen 

Gennem de sidste 50 år er forbruget af fjerkrækød på verdensplan steget med ca. 200 g pr. person om året – en stigning, der ser ud til at fortsætte. Med en befolkning på i dag 6,7 mia., så betyder det, at forbruget af fjerkrækød stiger med omkring 1,34 mio. tons om året, hvilket svarer til hele Thailands produktion eller 7 gange den danske.

Da fjerkræ samtidig har de største avlsmæssige forbedringer, den bedste foderudnyttelse og det laveste CO2-udslip pr produceret enhed, så tegner fremtiden lys for den globale fjerkræproduktion, men der vil selvfølgelig stadig være udfordringer, som skal overvindes, bl.a. hvor produktionen skal placeres på både kort og længere sigt..

Fjerkræbranchen er en global industri, hvor begivenheder i en del af verden hurtigt får betydning for markedssituationen andre steder.

Konsolidering
Slagtefjerkræbranchen i Europa har stadigt sværere ved at klare sig i den globale konkurrence på standardvarer, og vi har i de seneste par år set begyndende tegn på en konsolidering, og store fjerkrækoncerner fra både USA og Brasilien har opkøbt flere virksomheder i Europa.

I Europa har vi en meget fragmenteret slagtekyllingebranche, og de 3 største virksomheder har tilsammen 13 pct. af markedet, mens de 3 største virksomheder i USA har 57 pct. af markedet. I Brasilien er tallet 26 pct.

Rabobank forudser i deres nyeste prognoser, at branchen på globalt plan vil blive splittet op i nogle relativt få meget store virksomheder, der leverer standardvarer i store mængder til det internationale marked, og en række små virksomheder, der leverer specialiteter i små mængder til lokale nichemarkeder. Alle de mellemstore virksomheder vil i Rabobanks prognoser forsvinde.

Ferske produkter til markedet i EU
I EU er slagtekyllingeindustrien hovedsageligt orienteret mod det nationale hjemmemarked med ferske produkter, men der er også en mindre eksport af frosne og industrielt forarbejdede produkter.

I EU er vi ikke længere nettoeksportør af fjerkrækød, og i dag er eksporten af cirka samme størrelsesorden som importen.

På markederne for frosne og kogte produkter i EU er der en intens konkurrence fra billigere produkter fra Brasilien og Thailand – en konkurrence, som vi i EU ikke kan vinde.

I Danmark og i EU skal vi derfor satse på at levere de ferske og højt forædlede produkter, som Brasilien og Thailand ikke kan levere til de europæiske forbrugere.

I Danmark eksporterer vi godt 60 pct. af produktionen, hovedsageligt til andre EU-lande. Vi har gennem mange år været dominerende på hjemmemarkedet, men denne dominans er blevet mindre gennem de sidste par år, og i juli kom vi for første gang under en markedsandel på 50 pct. på udskæringer.

Fødevaresikkerhed i fokus i Danmark
I Danmark skal vi producere de sunde, sikre og sporbare ferske og højt forædlede varer, der er produceret med de krav til dyrevelfærd og miljø, som det danske samfund kræver.

Samtidig skal vi, og især slagterierne, i dialog med de forskellige supermarkedskæder for at forklare dem, at fødevaresikkerhed i dag ikke alene er et spørgsmål om salmonella. Det drejer sig i lige så høj grad om campylobacter og antibiotikaresistente bakterier af enhver art – bakterier som ofte forekommer i produktionssystemer, hvor der bruges store mængder af antibiotika under produktionen.

Vi har med case-by-case fået et system, der flere gange om ugen finder partier af importeret kyllingekød, der må trækkes tilbage, fordi fødevaresikkerheden er for dårlig. Den negative omtale, som de enkelte kæder dermed bliver udsat for, er ved at give resultater. Flere kæder, også udenlandsk ejede, er så småt begyndt at henvende sig til danske leverandører for at få flere danske varer. Det er positivt, for i denne sag har vi samme mål, nemlig at levere sunde og sikre varer til forbrugerne.

Jørgen Nyberg Larsen 

 

 

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: