Log på Kontakt Oversigt Forside
Leder 08-2006 - Dansk kyllingeproduktions fremtid 

Økonomien i den danske slagtekyllingeproduktion har siden efteråret 2005 været meget ringe. Alle led har sat penge til. Det gælder dog ikke foderstofindustrien, der igen har demonstreret sin formidable evne til at slippe tørskindet igennem kundernes krise.

Indtil dato har situationen for produktionen været præget af lutter dårlige nyheder. Den seneste er svenske Lantmännens halvårsrapport, der viser et underskud af driften (EBIT) i første halvår 2006 i Kronfågel + Danpo på i alt 130 mio. skr. svarende til ca. 2 skr. pr. kylling.

Rose Poultry har ikke offentliggjort et halvårsregnskab (regnskabsår okt.-sept.), men det ser forhåbentlig bedre ud. Rose Poultrys egenkapital blev pr. 30.9.2005 opgjort til 145 mio. kr.. I modsætning til Kronfågel + Danpo, der har direkte adgang til bugnende pengekasser opsamlet i svensk landbrug, har Rose Poultry ikke et finansielt bagland med ubegrænsede midler, og de er tvunget til at passe på egenkapitalen, hvis de vil være en troværdig samarbejdspartner.

Der ER gode nyheder i æteren, men de er ikke slået igennem i dansk kyllingeproduktion.

Den ene gode nyhed er, at fjerkræmarkedet i EU ifølge EU-Kommissionen prismæssigt er rettet totalt op efter AI krisen. Den startede som bekendt i august-september 2005 med store forbrugsfald især i det sydlige EU. Prisfaldet i EU som helhed blev på små 20 pct. frem til februar 2006. Men allerede i april-maj rettede priserne sig, og de har siden begyndelsen af juni ligget pænt over gennemsnitsprisen 2001-2005.

Den anden gode nyhed er, at disse prisstigninger i markedet gradvis er slået igennem i afregningen til tyske og hollandske producenter. I Tyskland er afregningen nu ca. 35 øre højere end i slutningen af april, og i Holland er den ca. 30 øre højere.

Det store spørgsmål for en dansk kyllingeproducent er så, hvorfor disse prisstigninger ikke er slået igennem i hans afregning? Dette spørgsmål må vi selvfølgelig lade gå videre til de ansvarlige på de to slagterier, men spørgsmålet leder uundgåeligt frem til næste spørgsmål: Er dansk kyllingeproduktion overhovedet konkurrencedygtig?

Når dette spørgsmål skal vurderes, er der mindst 4 områder, der stikker i øjnene:

  1. en ulige konkurrencesituation mellem Rose Poultry og Danpo + Kronfågel
  2. høje omkostninger og særbyrder i forhold til konkurrentlande i EU
  3. en bagud haltende slagteristruktur i betragtning af, at Danmark er verdens største eksportør i forhold til produktionens størrelse
  4. postyret omkring Muhammed-tegningerne.

Ad 1. Det er for groft at postulere, at forskellen i de to slagterivirksomheders adgang til kapital bevirker, at virksomheden med tag selv bordet sælger til et urealistisk lavt prisniveau til skade for alle også de svenske pengekasser. Men mistanken er uundgåelig.

Ad 2. Meromkostninger og særbyrder i forhold til andre konkurrentlande i EU blev i 2004 opgjort til 76,5 mio. kr. i primærproduktionen og 24,4 mio. kr. slagterileddet, i alt ca. 100 mio. kr.. (DE 2004 side 49 og 84). Selvom disse beløb med den stigende harmonisering i EU automatisk bør blive mindre, vil det være en stående, men også vanskelig erhvervspolitisk opgave at minimere dette beløb.

Ad 3. Vore slagterivirksomheder er med både dansk og svensk målestok pænt store virksomheder. Men i international sammenhæng er de dværge. De har for store enhedsomkostninger på en række områder og alt for lille produktudviklings- og markedsføringskraft. De fylder alt for lidt i bevidstheden hos indkøbscheferne i de store internationale kæder. Strukturen er uansvarlig. Det er en problemstilling, som brancherne i de to lande selv burde kunne løse op for. Når det sker i en forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid, vil det være af yderste vigtighed, at ledelsen af den samlede virksomhed er opdraget i og med en international konkurrencekultur og ikke blot vant til lidt hjemmemarkedspleje.

Ad 4. Det meste postyr med Muhammed tegningerne er forhåbentlig overstået. Men vær ikke sikker på, at det ikke gentager sig. Det bør spille en rolle i valget af afsætningsområder.

Udfordringerne for at sikre en fremtidig dansk kyllingeproduktion er store, og i betragtning af situationens alvor er det nødvendigt at spørge både slagterier og foderstofindustri: Har I viljen og evnen til at sikre, at der er et råvaregrundlag for en dansk kyllingeproduktion både om 5 og 10 år? Et klart svar er nødvendigt ikke mindst af hensyn til de mange yngre producenter, der har investeret i huse inden for de seneste 10-15 år huse, som også kan bruges til andre produktioner og erhverv.

ys

LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: