I efteråret 2005 bragte Morgenavisen Jyllands-Posten 12 tegninger af profeten Muhammed, uden det gav anledning til den store polemik i den omkringliggende verden, selv om nogle muslimske ambassadører i Danmark gerne ville have statsministeren til at gribe ind. Statsministeren præciserede klart i pressen, at sådanne beføjelser har en statsleder i et vestligt demokrati ikke, og hvis nogle følte sig krænkede, så var det en sag for domstolene.

Nogle højtråbende fundamentalistiske grupper blandt muslimerne i Danmark med nogle rabiate imamer i spidsen brugte denne sag til at tage på rundrejse til lande i Mellemøsten og fortælle, hvor dårligt de blev behandlet idet lille land højt mod nord, som har forsørget dem og deres familier og givet dem asyl og opholdstilladelse, da de blev forfulgt i deres hjemland.

For ligesom at gøre historien ekstra god, så fremviste de ud over avisens tegninger også andre tegninger, som var fornærmende over for profeten. Det har siden vist sig, at disse tegninger ikke havde været offentliggjort i danske aviser, og i hvert fald en af tegningerne var en dårlig kopi af et billede fra en grisegryntefest i Frankrig. 

Det lykkedes for imamerne at oppiske en stemning mod Danmark og danske varer i Mellemøsten, og kritikken bredte sig som en steppebrand blandt de muslimske lande fra Marokko i vest til Indonesien i øst med boykot af danske varer, trusler mod danske interesser og afbrænding af Dannebrog mange steder, og det kulminerede med afbrænding af de danske repræsentationer i Syrien og Libanon.

Det virker stærkt hyklerisk, når de samme befolkninger jævnligt kan se langt værre tegninger af kristne og jøder, amerikanere og israelere.

Vi skal nok ikke bare se dette som et angreb på Danmark, men også og i langt højere grad som et udtryk for de dybe konflikter, som findes internt i landene i Mellemøsten. Denne sag har bare for et øjeblik fjernet fokus fra de daglige konflikter som f.eks. manglende uddannelse, meget stor arbejdsløshed, megen korruption og nepotisme, og dette sammen med indflydelsesrige fundamentalistiske religiøse ledere er en sprængfarlig cocktail.   

Vi skal også huske på, at vi i en globaliseret tidsalder får serveret enhver afbrænding af Dannebrog på vores tv-skærme, næsten ligegyldigt hvor lille gruppen af demonstranter har været. Ja, selv nogle drengestreger i en skolegård i Herning bliver lige pludselig til en sag af national interesse.

Medierne er også gode til at dramatisere historierne bl.a. ved at vise de mest dramatiske billeder igen og igen, men hvis vi tæller antallet af demonstranter sammen, så udgør de kun en meget lille del af verdens muslimer.

I Danmark har de moderate og verdslige muslimer nu også fået nok, og med folketingsmedlem Naser Kader (B) i spidsen har de gjort offentligheden opmærksom på, at de rabiate imamer ikke repræsenterer alle muslimer i Danmark. Tak for det.

Dansk landbrug og især landbrugets forarbejdningsvirksomheder har i forhold til andre sektorer haft meget stor succes med integration af indvandrere og flygtninge uden at skele til deres køn og religion. Det er bl.a. lykkedes ved et effektivt uddannelsesprogram.

Nogle af de rabiate grupper opfatter dette som en trussel, men de må gøre op med sig selv, om de vil være danske muslimer eller muslimer i Danmark, og de rabiate grupper bør nok overveje, om de trods alt ikke ville have et bedre liv i et af de samfund, som de eller deres forældre stammer fra.

I Danmark vil vi ikke give køb på ytringsfriheden og de andre fundamentale rettigheder, vi har i vores demokrati.

Et buddhistisk ordsprog siger:

Når det kommer til almindeligheder; vær som et siv i vinden.
Når det kommer til dine etiske principper; vær som et egetræ i vinden.

jnl