Referat fra møde i Dansk Landbrugs Økologiudvalg den 30. maj 2007
Til stede:
Uffe Bie, Gert Holst Hansen, Hans Chr. Hansen, Henrik Høegh, Jette Jacobsen, Johannes Nebel, Rune Sørensen, Søren Nilausen, Bruno Sander Nielsen, Helga Hjort (ref.) Afbud fra Frederik Djernæs
Dansk Landbrugs Økologiudvalg (DLØ) drøftede fremtidige aktiviteter og lagde linjerne for årsmødet den 24. oktober. På Madfestivalen i Tivoli den 24.- 30. august har Dansk Landbrug en vogn med økologi, hvor forskellige producenter kan præsentere deres produkter, sælge og få en god snak med forbrugerne om økologi. På Fællesskuet i Åbenrå arrangerer de sønderjyske økologer som de forrige år et stort økologitelt.
DLØ besluttede at arbejde videre med sagen om, at det stadig er tilladt at fodre med konventionel soja og raps til enmavede dyr, selvom der er nok økologisk soja og raps på markedet. I forbindelse med arbejdet med revision af Økologiloven er der lagt op til, at reglerne for parallelavl lempes for lettere at få nye arealer med ind. Udvalget drøftede, hvordan den fortsatte udvikling mod mere økologi kan styrkes, og der var ønsker om, at der også sker en indsats i de økologi-tynde egne med hensyn til mejeriernes prioritering af evt. nye økologiske producenter.
Udvalget drøftede sanktionsmuligheder og støtter op om, at det skal være muligt at fratage autorisationen, hvis der er grove overtrædelser af reglerne for afgræsning ved at en større gruppe eller alle dyr ikke har været på græs.
Udvalget blev orienteret om det første møde i det nye brugerudvalg på Landscentret den 8. maj, hvor der var en god debat, og hvor der kan samarbejdes om at formulere behov for projekter og målrette projekter mod aktuelle problemer. Brugerudvalget skal bidrage til en tættere kontakt til det økologiske bagland, hvor der er repræsentation fra 8 rådgivningsenheder/områder. Brugerudvalget kan findes på Landscentrets hjemmeside. DLØ drøftede også udviklingen i den lokale rådgivning på baggrund af en aktuel artikel i LandbrugsAvisen om forholdene i Sønderjylland, hvor der arbejdes på at forbedre samarbejdet.
DLØ fik en orientering om forløbet med den nye EU-forordning, der nu er vedtaget med stort flertal af EU-parlamentet. Forordningen skal op på et ministerrådsmøde i forsommeren, og detailreglerne bør i princippet være på plads inden årets udgang. Her udestår et stort arbejde.
I forbindelse med planer om at Danmark skal have salmonella-særstatus er der fokus på, hvordan man kan håndtere økologisk slagtefjerkræ. Her har man hidtil været afhængig af import af dyr fra Tyskland og Østrig, da der endnu ikke er daggamle kyllinger af egnede racer i Danmark.
Huskelisten
• Bemærk økologi-tour den 21. juni i Østjylland for alle interesserede. Program og tilmelding
via Landscentrets hjemmeside (www.landscentret.dk)
• Næste møde i Dansk Landbrugs Økologiudvalg er den 23. august i Vissenbjerg.
• Dansk Landbrugs Økologiudvalgs årsmøde afholdes den 24. oktober på Koldkærgård.
• Vær opmærksom på, at man kan abonnere på ugentlige økologisk nyhedsmails fra Landscentrets Økologiafdeling
LANDBRUG & FØDEVARER - Axelborg - Axeltorv 3 - 1609 København V - Tlf: 33 39 40 00 - Fax: 33 39 41 41 - Email: